Mave-/tarmlidelser
-
Generelt
Mave- og tarmlidelser hos heste kan have alvorlige konsekvenser for deres sundhed og velbefindende. Disse lidelser kan variere fra mild fordøjelsesbesvær til livstruende kolik.
◉ Kolik er en af de mest frygtede lidelser og kan skyldes forskellige faktorer som gasophobning, sandophobning, tarmdrejning eller forstoppelse.
◉ Mavesår er udbredt hos heste, og forekommer hos både hyggeheste og sportsheste. Mavesår kan være stress- eller foderrelateret. I mere sjældne tilfælde kan det skyldes en tarmsygdom eller en tumor.◉ Diarré kan være et symptom på en underliggende infektion, parasitter, sandophobning i tarmen eller være foderrelateret. Autoimmunsygdomme og tumorer (cancer) kan også give anledning til diarré.
◉ Akut eller kronisk vægttab
-
Undersøgelser
Afhængigt af hestens symptomer og forhistorie vil det være nødvendigt at foretage en eller flere undersøgelser for at kunne stille diagnosen.
◉ Gastroskopi er en kikkertundersøgelse af hestens mavesæk og den forreste del af tyndtarmen. Undersøgelsen udføres stående under let sedation. Hesten skal være fastende, så maven er tom for foder, som ellers ville blokere udsynet.
◉ Ultralydsscanning er et virkelig godt redskab til at undersøge store dele af hestens bughule. Scanningen giver informationer om de indre organer såsom lever, nyrer, milt, tynd- og tyktarm.
◉ Røntgen af bughulen hos voksne heste anvendes primært til at diagnosticere sandpakninger i tyktarmen. Hos føl opnås betydeligt bedre røntgenbilleder, som kan give mange informationer om især tarmen.
◉ Biopsier af tarmen udtages ved mistanke om kroniske tarmlidelser eller tumorer (cancer). Biopsi af tyndtarmen udtages ifm. en gastroskopi, og biopsi af tyktarmen udtages via rektum.
◉ Blodprøver kan give vigtig information ift. infektion/inflammation, kroniske eller immunmedierede sygdomme, ubalancer i hestens fodring/optag af næringsstoffer og i tilfælde af kræft.
-
Behandling
For at kunne behandle hesten bedst muligt, er det essentielt at få stillet den rigtige diagnose. Behandlingsplanen vil altid være individuelt tilpasset den enkelte hest. Ofte vil det være nødvendigt at begynde med en medicinsk behandling indtil sygdommen er under kontrol. Derefter er det som oftest managementrelaterede tiltag, som er afgørende for, at symptomerne ikke vender tilbage. Det vil typisk indebære foder- og træningsmæssige tiltag. I nogle tilfælde kan det også være nødvendigt at foretage ændringer i hestens miljø.
Dyrlæge Lynette Ramsay · info@ramsayequinemedical.com · +45 30699697